Introduktion til Middelfart

Turist

Keramikmuseet GrimmerhusKultur og natur i smuk harmoni
Middelfart Kommune ligger midt i Danmark i en storslået natur. Vand, skov, og strand er værdifulde gaver, som vi i århundreder har værnet om.
Især nærheden til Lillebælt har spillet en vigtig rolle for området, og i kommunens nye byvåben forener marsvinet således fortid og nutid: Middelfart var engang hjemsted for det eneste eksempel på hvalfangst i de indre danske farvande, - i dag er der også bud efter marsvinene, men nu er det turisterne, der tager på ”whale watching” på bæltet.

I Middelfart Kommune finder man både idylliske landsbymiljøer med bindingsværkshuse blandt bølgende bakker, hyggelige og levende mindre byer, der er spredt med rund hånd omkring i kommunen, og endelig den ”store” by, Middelfart, der takket være sin størrelse har masser at byde på - uden at miste sin købstads-charme.

Gode oplevelser tager ofte udgangspunkt i kulturen. I Middelfart Kommune prioriterer vi kulturlivet og kulturens mangfoldighed. Middelfart Kommunes kulturliv favner fra amatøren til den professionelle; fra det der eksisterer, til det der skabes; fra det der er af historisk interesse, til det der er banebrydende; fra det der er nyt, til det der er gammelt; fra det der er finkulturelt og til det, der er folkeligt.

På KulturØen i Middelfart samles mange af trådene. Her har ikke blot Turistkontoret til huse – men også bibliotek, biograf, restaurant og mødelokaler med byens bedste udsigt er der blevet plads til. Og det hele omkranses af en eksklusiv marina og en havnefront med smuk promenade, beachvolleybane om sommeren og skøjtebane om vinteren.

Middelfart Kommune er en kommune i rivende udvikling: Der bliver hele tiden anlagt nye attraktive bolig- og erhvervsområder. Både hvad angår pris og beliggenhed er der noget for alle.
Samtidig lægger vi vægt på, at Middelfart Kommune er en god kommune at bo og leve i for både de yngste og de ældste borgere – og alle dem midt i mellem.

Hvad enten du vil besøge os som turist eller overvejer at slå dig ned i Middelfart Kommune, er du hjertelig velkommen!


Kultur Øen ved Telka-Marina

Middelfart museum.

Arkitektonisk bygning (Middelfart Sparekasse). Ved havne promenaden.

Hængebro over Lillebælt

Kig over Lillebælt med de 2 broer.

Kendetegnet for Middelfart. MARSVIN i Lillebælt.

Gågaden i centrum.